Susanne Lykke

BM0255_Susanne-2163-web

Susanne Lykke er født i 1972 og oprindeligt fra Hørsholm. Susanne Lykke har i 2016 skrevet og udgivet en selvbiografisk roman ”Mærket” som handler om at leve med en psykopat. I efteråret 2017 kommer Susanne Lykke rundt i hele landet med sit nye foredrag ”Hvordan slår man op med en psykopat”

Følgende skriver Susanne Lykke om sig selv:

”Da jeg var 12 år flyttede jeg til Måløv, hvor jeg har haft min ungdom. Hele mit voksne liv har jeg boet i Ølstykke. Jeg bor sammen med Flemming og vores tre sammenbragte børn.

Jeg tog efter folkeskolen en HHX og rejste herefter til Schweiz for at arbejde i hotel- og restaurationsbranchen. En enkelt natklub blev det også til. Jeg endte med at blive i fantastiske Schweiz i to år, kun afbrudt af lidt ferie hjemme. Under opholdet arbejdede jeg sammen med mennesker fra Portugal, Holland, Filippinerne, Sydaustralien, Serbien og de forskellige dele af Schweiz. Alle disse mennesker fortalte mig historier af enhver art. Fra deres liv, deres land.

Da jeg kom hjem, tog jeg en kontoruddannelse i Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, SALA. Skiftede herefter hurtigt branche til alternativ medicin, som jeg fandt utrolig spændende. Jeg følte en stor passion for at hjælpe mennesker; det har jeg altid gjort. Jeg uddannede mig som akupunktør og åbnede klinikken i Ølstykke, hvor jeg praktiserede i 15 år.

I klinikken begyndte klienterne at fortælle mig deres skæbnehistorier. De greb mig om hjertet, og jeg fik endnu mere lyst til at skrive historier. De mest fantastiske historier kommer fra det virkelige liv, og derfor er min første bog, Mærket – af psykopatens spind, en biografisk roman.

Susanne Lykkes næste bog er fiktion.

Om bogen ”Mærket” skriver Susanne selv:  

Mærket – af psykopatens spind, er en biografisk roman.

Hvordan kan man blive forelsket i en psykopat? Hvordan slår man op med en psykopat? Hvordan kommer man videre efter en psykopat? Kan man finde sig selv igen?

Bogen giver indsigt i, hvordan det er at leve i psykopatens vold. Den giver større forståelse for, hvorfor det er så svært at bryde ud af sådan et forhold. Den kan læses af alle, der elsker en god dramatisk og spændende bog baseret på virkelige hændelser.

Jeg har modtaget de mest utrolige tilbagemeldinger på bogen. Målløse kvinder, der er dybt berørt af bogen. Der er breve fra dem, der vil hjælpe nogen, de kender. Mænd skriver til mig, at de har grædt under læsningen. En havde lyst til at skrige. At de ikke kunne sove om natten, fordi de havde behov for at tale med nogen om bogen. Og jeg har fået tilbagemeldinger fra helt unge piger, der fortæller, hvordan de pludselig er blevet opmærksomme og derfor har været i stand til at afbryde et usundt forhold i tide.

Mærket – af psykopatens spind, kan bruges til undervisning til unge, da den har oplysende og forebyggende effekt. Der er flere emner i bogen, der kan debatteres.

 

“Jeg var personligt ved at brække mig, da jeg kom til side 35 og måtte lægge bogen væk nogle dage inden jeg kom videre og læste den færdig. Jeg forstår på Susanne, at de mange voldsomme tilbagemeldinger fra læsere og det som bogen sætter i gang er udtryk for, at vi er mange i samme båd som gerne vil lære af den ene eller anden årsag.” – Hanne Kjærskov

I efteråret 2017 kommer Susanne Lykke rundt i landet og holder foredrag om, hvordan man slår op med en psykopat, og tanken er at vække alle de kvinder som byder sig selv dette, som Susanne levede med og som var så vanskeligt at komme ud af.